Skip to main content

Kreative væksteder

Vi bygger og fornyer - alt fra fliser, fuglehuse, lamper til lysestager. Vi strikker, hækler og bager småkager. Tænder ild i rakuovnen på en sommerdag og brænder vores keramikdyr. Presser æbler og pynter kastanjer, når det bliver efterår. Foråret rimer på solsikkespirring og vinteren på engle til jul. Vi har stærke traditioner som cirkus og sæbebobler – og vi er altid åbne for at afprøve nye teknikker og ønsker fra vores familier og frivillige.

Vi er optaget af, hvordan kan man give gamle ting nyt liv. I værkstedet sætter vi handling bag nye bæredygtige initiativer, som viser et alternativ til brug-og-smid-væk-kulturen. Alt sammen i børnehøjde.

Hver første lørdag i måneden lægger vi desuden hus til Repair-caféen, hvor man får hjælp af en gruppe dygtige frivillige til at reparere sine sager – uanset om de skal sys eller loddes. Sammen med Repair-Caféen har vi gjort vores cykler forårsklar, upcyclet gamle lamper fra genbrugspladsen og fundet lappe-løsninger til vores slidte yndlingstøj.

Disse samarbejdende værksteder er afholdt i forbindelse med Helsingør Kommunes Klimauge, hvor vi sammen har fejret ”Green-Sunday” som en pendant til forbrugsfesten Black Friday. Følg med på Frivilligcentrets kalender, hvor værkstederne annonceres.

Helsingør Kommune vandt EU's Green Leave pris i 2024, og vi er en del af samarbejdet ”De Grønne Fællesskabere”.