Skip to main content

Koordinator til Selvhjælp

Helsingør Frivilligcenter søger en koordinator til Selvhjælp  

Som et særligt indsatsområde driver vi Selvhjælp i Helsingør Frivilligcenter som en frivillig social og sundhedsfremmende indsats bestående af selvhjælpsgrupper. Her kan mennesker med samme type livsudfordring mødes med det formål at yde gensidig støtte gennem samtale, som faciliteres af kvalificerede frivillige gruppeledere.    

Dine arbejdsopgaver:

Som selvhjælpskoordinator er din overordnede opgave at være opsøgende i forhold til at udbrede kendskabet til selvhjælpsgrupper og sikre udvikling, kvalitet og koordinering af indsatsen. Du skal bl.a. være med til at drive et nyt og meningsfuldt udviklingsprojekt ”Flere mænd i fællesskaber”. Læs evt. mere her.

Derudover:  

  •  rekruttere deltagere til selvhjælpsgrupper gennem kontakt til relevante centre i Helsingør Kommune og øvrige samarbejdspartnere, som har tæt kendskab til målgruppen.
  • facilitere samarbejde med relevante samarbejdspartnere og andre aktører.
  • rekruttere og ”ansætte” frivillige gruppeledere.
  • planlægge og iværksætte selvhjælpsgrupper.
  • lede, sparre og kompetenceudvikle frivillige gruppeledere.
  • gennemføre individuelle forsamtaler med deltagerne.
  • sikre en målrettet kommunikationsindsats.
  • være medansvarlig til fundraising af selvhjælpsindsatsen  

              De frivillige gruppeledere kommer med mange forskellige baggrunde og kompetencer ind i selvhjælpsarbejdet. De har typisk faglige kompetencer såvel som "brugererfaring". For at støtte gruppeledernes kompetenceudvikling og muligheder for at varetage opgaven er der afsat midler til intern kompetenceudvikling/supervision og eksterne netværksmøder med faglige oplæg/temamøder, som du tilrettelægger i samarbejde med lederen af Frivilligcentret.  

              Dine faglige og personlige kompetencer:

              • Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende, men det er en fordel, hvis du har en relevant faglig baggrund inden for det sundhedsmæssige område.
              • Du har erfaring med at arbejde med lignende opgaver og med frivillighedsområdet .
              • Du er god til at samarbejde, arbejder struktureret og selvstændigt.
              • Du har et positivt og anerkendende menneskesyn.
              • Du er udviklingsorienteret og har flair for kommunikation.
              • Du har lyst til at bidrage til et trygt og tillidsfuldt samarbejde med ansatte og frivillige i Frivilligcentret.

              Vi tilbyder:

              Der er tale om en tidsbegrænset stilling til udgangen af 2027 med mulighed for forlængelse. Vi fundraiser løbende til Selvhjælp og andre tilsvarende projekter.  

              Arbejdstid: 8 -10 timer om ugen (aftales nærmere). 

              Stillingen ønskes besat hurtigst muligt. Ansættelsessamtaler afholdes løbende, og vi ansætter så snart rette ansøger er fundet.  

              Frivilligcenter Helsingør er en spændende arbejdsplads præget af tillid og engagement. Vi har et godt arbejdsfællesskab og værdsætter gode relationer. Du får en grundig introduktion og rig mulighed for at sparre og vidensdele med centrets ansatte og frivillige medarbejdere om dine/jeres opgaver.  

              Løn og ansættelsesvilkår:

              Frivilligcenter Helsingør er ikke lønførende og tilbyder løn, der afspejler vores økonomiske rammer som en mindre NGO.  

              En del af arbejdstiden må forventes at foregå sen eftermiddag/aften.  

              Du bliver som koordinator en del af vores lille sekretariat, der udover dig består af 3 projektmedarbejdere, 1 kommunikationsmedarbejder og en centerleder. I sekretariatet hjælpes vi ad om tingene. Det vil sige, at du også vil opleve at skulle bidrage i løsningen af andre mindre og store opgaver, som gør, at vi til sammen lykkes med Frivilligcentrets formål 

              Er du nysgerrig på at vide mere, kan du kontakte centerleder Trine Zørn på tlf.: 31 660273 i tidsrummet kl. 9 -16 for der igennem at få et billede af, hvad det er for et job du søger.  

              Lyder dette job, som et job for dig?  

              Send din motiverede ansøgning inkl. CV og andre relevante bilag til centerleder Trine Zørn på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.  

              Om os:

              Frivilligcenter Helsingør arbejder målrettet for at sikre, understøtte og udvikle det sociale frivillige arbejde lokalt. Det gør vi bl.a. gennem tiltag, som skal gøre det lettere at blive frivillig og lettere for borgere at finde hjælp og støtte i civilsamfundet. Frivilligcentret Helsingør har en række aktivitetstilbud bl.a. repair-cafe, nyttehaver, kreative værksteder, demenscafeer, motionsnetværk, ungenetværk og økonomi- og gældsrådgivning.  

              Vi samarbejder tæt med Frivilligcentre i Nordsjælland via netværket selvhjælp Øst samt øvrige Frivilligcentre i landet tilknyttet landsorganisationen FriSe.  

              Læs mere om Frivilligcenter Helsingør på frih.dk